Brænder du for at give en hånd med ved børne- og ungdomsarbejdet? Så har vi helt sikkert en opgave til dig. Ved minikonfirmandundervisningen er der liv i kirken en uge ad gangen, hvor børnene er her, der og allevegne, når de skal lære kirken og sognegården at kende. Indimellem er der brug for en pause, hvor der serveres et glas saftevand, en bolle eller frugt og grønt. Her er det rigtig dejligt, at nogen kan stå klar med smurte boller, gulerødder i stave, eller hvad menuen nu står på.
Også i forbindelse med konfirmanderne kan der være brug for en hjælpende hånd. Hvert år er der et stort fælles rollespil for konfirmander i hele Randers Søndre Provsti, hvor vi har brug for hjælpende hænder til at gøre klar, og nogle, der måske har en skuespiller i maven og kan optræde som nonne, djævel eller noget midt imellem – samt ikke mindst nogle, der kan stå tidligt op og brygge spandevis af kaffe til de frivillige. Opgaverne er mange og forskelligartede!