Du er her: 

Kristrup sogn har fået ny præst

Billeder fra indsættelsen af Andreas Bojsen-Møller

Ved Kristrup kirke er vi glade for at kunne byde velkommen til Andreas Bojsen-Møller og hans familie. Søndag den 5. juli blev han indsat af provst Birgith Nørlund-Jensen. Pt. holder han ferie og vil være tilbage i uge 31. Da Susanne Therese Hjørlund også er fraværende, er det barselsvikar Hanne Louise Eyermann, der passer embedet.   Andreas har skrevet lidt om sig selv og sin familie her, så vi har lidt ide om, hver der er flyttet ind i præstegården ved siden af kirke og sognegård:

Mit navn er Andreas Bojsen-Møller. Jeg er 42 år gammel og har de sidste 11 år været sognepræst på Sydfyn i Ollerup og Kirkeby sogne. Fra d. 1. juli skal jeg være en af jeres tre præster i Kristrup og bo med min familie i præstegården ved kirken.
Jeg glæder mig meget til at komme til byen, til at lære jer alle at kende og til samarbejdet med menighedsrådet og alle, der arbejder ved kirken. Det er dejligt at se, hvor rigt og godt kirkeliv, der allerede er ved Kristrup kirke. Det vil glæde mig at være med til at holde det levende og godt.
Jeg er opvokset i Østjylland og er vokset op i præstegården i Veng nord for Skanderborg, hvor først min far og siden min mor var præst. Jeg er gift med Pernille Bojsen-Møller, som er underviser i dansk og drama på VUC i Svendborg, og som skal på jagt efter noget lignende på Randerskanten. Sammen har vi fire børn, tre drenge og en pige, mellem 9 og 14 år og et større menageri bestående af to marsvin, en hund og en hest, som dog nok ikke får plads i præstegården.
Jeg interesserer mig særligt for historie, musik og litteratur og bruger meget af min fritid i naturen, hvor jeg med mountainbike og kajak glæder mig til at komme til Kristrup. Samtidig glæder jeg mig til at finde ud af hvad Randers by har at byde på.
Jeg glæder mig til at møde jer alle sammen – og måske særligt til om flere år at kende mange i kirken og lokalområdet.
Vi ses!
Andreas

Del dette: