
En familiegudstjeneste er en lidt mere uhøjtidelig end en højmesse.
I Kristrup Kirke er der
en række familie-gudstjenester fordelt ud over året. De holdes altid på samme tidspunkt som en almindelig højmesse – altså søndag kl. 10.00.
At det er en familiegudstjeneste betyder, at gudstjenesten er for hele familien – fx er prædiken lidt anderledes, således at den taler til børnene. Som regel har de igangværende minikonfirmander også været med til at forberede noget
- eller medvirker direkte i gudstjenesten. Altså en lidt mere uhøjtidelig gudstjeneste.
Ved de sædvanlige gudstjenester ser vi også gerne, at børnene medbringes, men i forståelse for, at det kan være svært for et barn at sidde stille i de ca. 5 kvarter en gudstjeneste varer, tilbyder vi børnepasning under prædiken – en voksen går med børnene ud i det tilstødende dåbsværelse (som vi kalder det).
Her kan børnene tegne eller lege med noget legetøj.
Faste familiegudstjenester er i løbet af kirkeåret:
2. søndag i advent: Afslutning for minikonfirmander (Tirsdalens Skole)
Sidst i januar: Opstart af nyt hold minikonfirmander (Kristrup Skole)
Fastelavnssøndag med frokost og tøndeslagning bagefter. Mød gerne udklædt i kirken.
Palmesøndag: Af og til har der været et optrin med børn, der spiller påskedagene.
Eller vi markerer på anden vis, at nu begynder påsken.
2 pinsedag: Flere kirker i Randers er gået sammen om at holde en friluftsgudstjeneste denne dag – det foregår i Kristrup Sogn på KFUM-spejdernes grund i Paderup.
Høstgudstjenesten sidst i september, hvor der er tradition for, at musikken leveres af spillemænd, børn bærer frugt og grønt ind, som alle er velkomne til at medbringe.
Efter gudstjenesten er der frokost i sognegården, og den medbragte høst bortloddes til fordel for Folkekirkens Nødhjælp.
BUSK-gudstjeneste: Børn-Unge-Sogn-Kirke. Hvis de to lokale spejdergrupper har
mulighed for at deltage, sætter vi også sidste søndag i oktober fokus på børn og unge.
Afrikadag: Midt i november afslutter vi efterårets indsamling
til det igangværende sogne-projekt med en gudstjeneste.
Bagefter er der frokost og salg samt lotteri og foredrag i sognegården.

